Komet C/2020 F3 Neowise

Komet Neowise var synlige et stykke tid hen over sommeren, men det var først i dagene 17-18. juli, at jeg fik lejlighed til at få et kik på den. 

Det lykkedes også at fange en række billeder af kometen. Det første er taget midnat imellem den 16. og 17. juli, se nedenfor. Kernen sås med det blotte øje ret klar og jeg kunne ane en svag hale op til måske en grad stik opad. I 7×50 prismekikkert var synet flottest og her sås en meget klar kerne og en hale på måske 2 grader. 

Det andet billede er taget et døgn senere. Denne nat sås en del lysende natskyer, hvillket var meget smukt sammen med kometen. Desværre var kometen blevet markant svagere på bare én dag. Kernen var visuelt ret svag og halen var meget svag, men stadigvæk omkring 1 grad lang. I prismekikkert var kernen ret klar og halen svag og stadig måske 2 grader lang.

Videoen nedenfor er optaget over 4 timer, startende kl. 23:22 Dst den 21. juli, klik på billedet for at downloade det. Man kan se kometens bevægelse i forhold til de bagvedliggende stjerner.

Dette er min første timelapse lavet som lidt mere seriøs deep-sky fotografering. Den er optaget med min Nikon D5600 med en zoom linse 18-200 mm ved 112 mm (F5,5) indstilling i manuel mode, 10 sekunder og 1600 ASA. Ved sammenligning med Sky Tools stjernekort kan jeg se, at det er lykkedes at fange stjerner så svage som 10,5. størrelsesklasse, hvilket jeg er særdeles positivt overrasket over.

Video : https://www.baggerastro.dk/wp-content/uploads/files/Video/Comet Neowise.MOV

 

 

M27 i et smukt lys

Det lykkedes over to aftener af få lavet en tegning af M27, Æbleskrogstågen. Tegningen er vist herunder, og i virkeligheden kunne jeg se en hel flere flere stjerner. Overordnet set er tågen virkelig et smukt og imponerende syn, selv uden brug af filtre. Her ses adskillige stjerner oven på tågen. I midten ligger en svagere centralstjerne, som kun kan ses uden brug af filtre.

Oplevelsen af selve tågen er bedst med et ultra high contrast (UHC) filter, hvor man fint kan skelne både de meget klare og de meget svage detaljer i tågen. Dette er også gengivet på tegningen. Med oxygen-III (OIII) filteret bliver hele tågen bare meget klar og de fine kontraster forsvinder. OIII-filteret er bedst til at spore de alleryderste dele af tågen.

Tågen består af to markante og meget klare, trekantede dele mod henholdsvis nord og syd, der vender spidserne imod hinanden. Ud fra den nordlige (nederste) del udgår i hver sin retning to, tynde, men ret markante (men svage) filamenter. Disse ligger i periferien af den store tåge, som har en oval, lidt fladtrykt form.

I de to områder imellem trekanterne ligger der nogle meget svage tåger, hvor den øverste (østlige) del er svag, hvorimod den vestlige er en del klarere. Hver af disse to områder flyder meget svagt ud igennem tågens periferi som vist på tegningen.

Der ligger en ejendommelig, separat og ret svag og let aflang tågeklat nær en stjerne mod SV. Den ligger lidt udenfor resten af tågen.

En kæmpespiral uden spiralarme !

Den 1. april lavede jeg den første observation, hvor M101 ikke forekom af særlig meget og var både lille og kun ”ret svag”. Til gengæld observerede jeg tre andre objekter tæt på som pirrede min nysgerrighed. Bagefter så jeg i SkyTools at dette sandelig er emissionståger i selve M101 !  Så skulle jeg ud og prøve igen !

Den 9. april observerede jeg M101 imellem kl. 22:05 og 23 DsT, hvor jeg lavede tegningen vist nedenfor. Det var en meget ejendommelig oplevelse ikke at kunne se nogen spiralarme i denne kæmpe-spiral. Selve M101 er ret svag og koncentreret. Til gengæld kunne jeg se hele 5 emmissionståger med nedenstående beskrivelser uden brug af filter.

  1. Til venstre lige nedenfor M101 : markant, lille og velafgrænset, svag og diffus.
  2. Lige under M101, meget svag, ret stor og aflang, lige ved stjerne.
  3. Til venstre lige over M101 : markant, velafgrænset, diffus og ret svag.
  4. Lige over M101: meget svag og meget diffus.
  5. Øverst i feltet: ret klar og markant.

Det specielle ved disse tåger var også, at de alle blev tydeligere med UHC-filter. En indikation på, at der var tale om emissionståger, der udsender lys i mere afgrænsede bølgelængdeområder.

Tegninger af M64 og M102

M64 set fra Birkerød. Selve galaksen er ret klar og har en klar central-“stjerne”, hvorimod de ydre egne er meget diffuse. Det karakteristiske øje var forholdsvis nemt at se.
Messier 102 set fra Birkerød. Galaksen var klar og havde en koncentreret midte. Dens ydre dele var dog temmlig diffuse.

Cirrus skyer eller aurora ?

Mandag den 25/3 var jeg ude for at kikke på stjernehimmelen med særlig fokus på muligt aurora på nordhimlen. I starten kl. 21:50 var der mod nord-nordvest en markant, trekantet sløring, som havde en meget markant retning pegende skævt opad. Nedenstående første video viser forløbet indtil kl. 21:57. Billederne er taget med et Nikon D5600 med et 18-200 mm objektiv ASA1600 og 10 s. eksponeringstid.

Den næste video viser forløbet mod nord i tiden 22:04 til 22:16, hvor det mest af nordhimlen på et tidspunkt var dækket af et tyndt slørlag. Det varede minutter imellem at det kom og sidenhen forsvandt igen. Som det ses havde baggrunden en gullig farve og der optræder en slags skyggeeffekter igennem de farvede områder.

Den første “film” viser nogle relativt farveløse filamenter, som stikker opad, typiske “fjer”, som cirrusskyer har pegende opad. Den anden film har en stor masse bevægende sig i samme retning som de første filamenter, så det er sandsynligvis også bare et tyndt lag cirrus.

De gange, hvor jeg har set aurora har det altid i et eller andet omfang været med grønne eller røde farver, og det har altid været dynamisk bevægende rundt i et område. Igen taler det for, at det som blev set kun var cirrusskyer.

M108 fremviser detaljer

Det er ikke så nemt at se detaljer i galakser, men Messier 108 er een af dem.Som det ses af tegningen nedenfor, så er denne galaksen temmelig langstrakt i det. Selve galaksen er ret klar men dog temmelig diffus. Den helt centrale dele ligner en ret klar stjerne, og der ses en anden svagere stjerne mod øst (opad mod ventre). Endnu længere ude i samme retning sås et andet objekt, som ved første øjekast var stjernelignende. Men ved nærmere eftersyn var dette objekt lidt diffust, og jeg antager derfor at der er tale om fortykkelse i galaksen eller en kæmpe-emissionståge. 

Mod vest sås en meget svag klumnp adskildt fra centrum.

Messier 8, Lagoon-tågen set under dejlig mørke forhold

Det var en lejlighed, som jeg havde ventet på i flere år: at komme til at se og observere Lagoon-tågen under dejlige, mørke forhold i det sydlige Spanien ved stedet kaldet Calnegre. Her har jeg helt fri horisont mod syd og er kun generet af Aguilas, som ligger ca. 20 km mod sydvest. Her er dejligt mørkt, med min iPhone App Dark Skymeter målte jeg SQM 21,51, hvilket svarer til størrelsesklasse 6,8,s=1”5.

Fra det blev mørkt kl 21 og de næste 5 kvarter jeg fik så meget detaljeret lavet en tegning med UHC-filter. Jeg havde ingen forventninger om at se tågen bedre med OIII, men det viste sig faktisk, at konturerne i tågen stod skarpere og at jeg kunne se enkelte detaljere endnu klarere. Så indtil kl. 22:30 adderede jeg et par detaljer på min kladde.

Messier 8 set fra Spanien

Den centrale ”pind” tæt på den ene af de to klare stjerner i midten af tågen var meget klar. Syd for denne løb den ene kant af lagoonen som en klar og skarpt afgrænset tåge. Den modsatte lagoon-kant er også klar og både væsentlig længere og bredere på det klare stykke.

Nord for pinden løber en anden meget svag bjælke, som jeg kunne identificere mange gange, men som ikke sås hele tiden.

Aller nordligst lå den tredje, meget markante del af tågen som en slag ret svag diamant.

Efter intense observationer kom jeg til konklusionen, at der var tåge rundt om stjernerne i NGC6530. Man kan ellers let blive snydt af det klare lys fra stjernerne, men med OIII filteret var jeg ikke i tvivl længere, da dette dæmper stjernelyset og forstærket tågen. Til gengæld kunne jeg ikke se noget tåge i det store hulrum nord og nordøst for NGC6530.

 

Cat’s Eye, Kattens Øje eller NGC 6543

Så lykkedes det at få lavet en tegning af den flotte planetariske tåge NGC 6543, som lige nu står højt på himlen i Dragen. Selv i små kikkerter er denne planetariske tåge spændende at kikke på, og i 20 tommer Obsessionen (508 mm) er den forbløffende flot at kikke på. Den viste tegning er lavet ved 644X over to nætter, som jeg godt kan lide at gøre for at kunne verificere tegningen ude ved okularet. Ofte fører dette til nogle smårettelser, som det også gjorde i dette tilfælde.

Interessant nok, så er tågen helt klart flottest UDEN brug af nogen filtre (UHC eller OIII). Disse filtre fremhæver som regel de planetariske tåger, men i dette tilfælde gjorde de blot tågen så klar, så alle detaljer inde i tågen blev helt udvaskede. Samtidig forsvinger centralstjernen, så det samlede, æstetiske udtryk forringes.

To to viste arme var meget markante og den nederste (vestlige) havde en skarp kant nedadtil. Hullet omkring den markante centralstjerne var let ovalt og synes at have flere detaljer rundt om sig, men dette var ekstremt svært at se. Aller yderst sås en meget diffus og svag ydre skal rundt om hele tågen. Tågen som helhed var meget klar og jeg kunne uden problemer kikke direkte på den.

Solformørkelse i USA

Solformørkelsen i USA 2017 kom til at blive en kæmpeoplevelse. Vores familie (2 voksne og to drenge på 21 og 25 år) var taget på en stor nationalparktur to uger forinden, og vi ville således slutte denne store oplevelse af med prikken over i’et i Wyoming. Vi tog fra Yellowstone National Park kl. 03:30 om morgenen den 21. august for at være sikre på at komme sikkert frem til vores destination, Shashoni. 

Da vi 4 timer senere nåede frem, så var der en del skyer mod vest, men frit mod øst, hvorfor vi kørte yderligere 33 km østpå ad HW26, hvorved vi kom rimelig fri af disse skyer. Vi endte på en lokation kun 400 m fra centerlinien, hvor vi ville få 2 minutter og 24 sekunders totalitet. 

Jeg havde en time inden den partielle del til at få stillet mit udstyr op. Til lejligheden havde jeg købt en lille Ioptron-tracker, som betød, at jeg ikke skulle stå og justere kameraet hele tiden. Den gjorde det også muligt at prøve at lave en time-lapse af den partielle del, hvilket kun delvist lykkedes. Billedet af solen blev placeret lidt langt ude mod kanten af synsfeltet, og uheldigvis trackede Ioptron endnu længere ud mod kanten, så kameraet til sidst ikke kunne autofokusere. Selvom jeg kunne fortsætte timelapse-serien med manuel fokus, så formåede jeg uheldigvis ikke at få fokuseret helt skarpt på solen, som ikke fyldte meget med den lille zoom-linse, som jeg brugte (en 18-200 mm). 

Fem minutter før totaliteten, kl. 11:34 stoppede jeg timelapsen og skiftede i stedet til at filme live med mit Sony 4K videokamera. Det kan fint forstørre solen, så den med 12X optisk zoom plus 2X elektronisk zoom fylder 1/3 af synsfeltet på langs. Så var jeg klar til det store øjeblik.

Omkring et kvarter før totaliteten blev der efterhånden så mærkbart køligt, at vi alle måtte tage trøjer på. Desuden kunne vi allerede da solen var ca. halvt dækket se, at lyset begyndte at se underligt gråt ud. Denne effekt blev mere og mere markant efterhånden som vi kom tættere på totaliteten, og lyset var meget underligt få minutter før.

Vi stod alle nervøst og fuldt nogle cirrusskyer, som bevægede sig hen mod solen lige inden totaliteten. De bevægede sig gudskelov helt fri af solen lige da totaliteten begyndte, så vi kom til at opleve denne på en helt ren baggrund. Det kom til at blive en oplevelse og et syn, som jeg sent vil glemme. Fra vores første oplevelse af en totalitet fra Kina i 2009 vidste jeg, at man kunne se kanten af solen/månen et pænt stykke tid inden solen forsvandt fuldstændig, så denne gang fjernede jeg filteret inden solen var helt væk. Visuelt kunne man se denne kant et pænt stykke inden videokameraer var i stand til at håndtere det, men det lykkedes at fange de sidste stråler på film. Jeg var meget rørt da totaliteten endelig indtraf og skulle lige fatte mig inden jeg kunne lave de justeringer af optagelserne, som jeg havde planlagt. Dette tog ca. et minut, hvorefter jeg kunne stille mig op og bare nyde oplevelsen. Og jeg havde netop købt Ioptron trackeren for at kunne tilegne mig opmærksomheden omkring den visuelle oplevelse, som var fuldstændig underskøn. Først lagde jeg mærke til den utrolige orange farve, som var hele horisonten rundt. Så studerede jeg detaljerne på kanten af solen og coronaen. Jeg kunne ikke visuelt se nogle protuberanser, men til gengæld kunne jeg se to spikes komme ud fra solen i klokken 13 og 19. Disse gik en hel soldiameter ud fra kanten og var utrolig smukke. Selve solkanten var meget lysstærk og det var nok årsag til, at jeg ikke kunne se de svagere og mindre protuberanser. Jeg kikkede også kortvarigt efter stjerner, men jeg kunne kun se en klar planet ca. 30 grader mod vest; det var Venus, som vi også havde set om morgenen.

Vi vidste jo, at det hele varede utrolig kort tid, så til sidst stod jeg bare og ventede på, at diamantringen skulle komme til syne. Visuelt var det et utroligt smukt syn at se diamantringen. Selvom solen kom frem igen, så kunne vi utrolig lang tid blive ved med at se ringen.

Nedenfor ses et par klips fra den video, som jeg fik taget :

The diamond ring just after totality.

The photosphere as well as three beautiful, pink protuberances.

The corona

The diamond ring just before totality.

En Obsessionkikkerts grænseopløsningsevne

Hvor små detaljer kan en Obsession-kikkert egentlig taget vise ?  En god måde at forsøge at svare på dette er at se, hvor tætte dobbeltstjerne man egentlig kan se. Til dette formål bragte Sky & Telescope en udmærket artikel i september nummeret 2016, “Find Your Dawes Limit“. Artiklen indeholder bl.a. listen vist nedenfor med en angivelse af dobbeltstjerner, hvor hver komponent har en klar på 6. til 7. størrelsesklasse.

Dawes LimitDen 14. februar havde jeg lejlighed til at observere under helt vindstille og roligt vejrforhold. Selvom der var let med cirrusskyer, så var denne aften perfekt til at kikke efter nogle dobbeltstjerner og undersøge, hvor tætte dobbeltstjerner Obsessionkikkerten på 20″ egentlig kan vise.

Jeg startede i den forsigtige ende med en afstand på 1”,6 (STF 644 i Auriga), men det gik hurtigt op for mig, at jeg var alt for forsigtig, for jeg kunne selv ved moderat forstørrelse på 196X sagtens opløse denne og selv 1”,2 (32 Ori).

Da jeg kom ned under et buesekund i afstand skiftede jeg fra at bruge Ethos 13 mm okularet til et 8 mm Televue Plössl, som giver 318X.  Her sås 31 Tauri med en afstand imellem komponenterne på 0″,8 med tydeligt sort imellem sig, hvilket var et meget flot syn.

Så begyndte det at blive alvor ! STT 517 i Orion har to komponenter på henholdsvis 6m8 og 7m0 og en afstand på 0”,69. Med en forstørrelse på blot 318X var det muligt at se sort imellem komponenterne, om end det var meget småt.

Dobbeltstjernen 52 Ari var væsentligt mere udfordrende, da de to stjerner begge er en del klarere, nemlig 6m2. Ved 644X sås to seperate stjerner jævnligt, og ved 1288X var de to stjerner markant adskilt. Jeg kunne endda ses trediekomponenten med en klarhed på næsten 11m 4 buesekunder derfra.

Med en afstand imellem komponenterne på kun 0m5 er dette hermed det tætteste jeg nogensinde har observeret et dobbeltstjernepar. Grænseopløsningsevnen var dog ikke nået endnu, men desværre var den sidste mulighed for at bestemme dette, BU 1163 i Cetus, gået ned. Den ligger helt øverst på Sky & Telescopes liste med en afstand på kun 0″,35. Den må så vente til en anden god nat en anden gang.