Deep sky i Pantanal, nat 1

Så blev det endeligt muligt at få set deep-sky i Brasilien med den medbragte 70 mm prismekikkert. Og det blev en stor oplevelse.

Gudskelov blev det ikke i kamp med farlige dyr, selvom jeg vidste (fra nattesafarien fra aftenen forinden), at der lå adskillige cayman/alligatorer nogle hundrede meter derfra. Derimod blev det en kamp imod myggene, som summede omkring ørene på een selvom man brugte masser af myggebalsam.

Gæster er forment adgang udenfor Facenda San Franciscos område af sikkerhedsmæssige årsager (farlige dyr), men jeg skulle væk fra nogle kraftige lamper tæt på bygningerne for at komme ud i mørket, så jeg stillede mig lige uden for hegnet rundt om området.

Det var et syn for guder ! Mælkevejen stod mejslet ind i himlen med stærke kontraster imellem lyst og mørkt. Jeg forstår godt, at området til venstre (mod øst) for Sydkorset hedder Kulsækken; der var fuldstændig kulsort uden antydning af stjerner i. Rundt om var der samtidig lysende Mælkevejsskyer.

Jeg observerede imellem 18:40 og 20:30, hvor familien skulle til en arrangeret grillaften. På det tidspunkt stod Mælkvejen i hele sin skinnende pragt lige hen over hovedet med M7 tæt på zenith. Imponerende.

Det lykkedes at få de følgende observationer i hus :

NGC2602: 12×70 sås en 25 til 30 klare stjerner med en diameter på et halvt synsfelt (synfeltet er 2,3 grader).

Eta Carina tågen : visuelt sås tågen som en stor, udstrakt tåge. Ved 20 gange i prismekikkerten var hele synsfeltet fyldt med vekslende områder af lyse og mørke. De lyse områder bestod af stjerner og tåge og de mørke af intethed ! Selve V-formen i tågen var markant, for det var et af de mørke områder.

Ved 20 gange talte jeg i den øverste del (NV) 30 stjerner, hvorimod den store del havde over 50 stjerner.

IC2391: ved 12x fylder denne åbne stjernehob 1/3 synsfelt, og den havde form af et liggende “L”. Den bestod af 5 klare og 15 svagere stjerner.

NGC2516: ved 20x sås denne fine hob med en 40 stjerner i en oval form, der fyldt ca. 45 burminutter.

Så fulgte tre kugleformede stjernehobe.

NGC4833: Ved 30x var den ret svag med en diameter på tommelfingerbredde i strakt arm.

NGC4372: ved 30x var den ret svag med en diameter på en lillefingerbredde, og endelig

NGC3201 var ved 30x svag med en diameter på en tommelfingerbredde.

NGC3532, åben stjernehob tæt på Carinatågen: denne hob er utrolig smuk og meget imponerende. Ved 20x var der måske 150 stjerner i et synfelt på 0,6 synsfelt. Hoben har en meget ejendommelig form med et midterparti af stjerner, det løber i en slange-form.

Omega Centauri : denne himlens største, kugleformede stjernehob sås visuelt som en klar tågeklat. I 70 mm prismekikkerten ved 30x fyldte hoben 1/8 synsfelt og flere stjerner sås direkte og mange indirekte og hoben var meget klar.

Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *