Hvordan har jeg observeret igennem tiderne ?
Indhold :
Mine stjerneatlas igennem tiderne
Hvor svage objekter kan ses i en 20″ kikkert ?
Det første jeg gik i gang med, dengang jeg i december måned 1976 begyndte at interesserede mig for astronomi, var at lære stjernerbillederne at kende. Jeg brugte Fremad’s stjerneatlas. I denne bog er der nogle gode oversigtskort, som viser udstrækningen af alle stjernebilleder med streger imellem stjernerne ! Bogen viser også placeringen af de allerklareste deep-sky objekter.
Min første kikkert var en udmærket 60 mm linsekikkert på en simpel azimutal opstilling, en kikkert som jeg stadig har. Supplerede med en 7×50 prismekikkert, så var jeg dengang godt udstyret til at komme i gang med deep-sky verdenen.
Det varede dog ikke længe inden jeg gerne ville kunne se flere objekter end, hvad en 60 mm kan byde på. Derfor anskaffede jeg mig en 150 mm cassegrain (som jeg har kaldt cas i beskrivelserne), som godt nok var ækvatorialt opstillet, men ikke havde nogen motorstyring. Det var ikke nemt at håndtere en kikkert med en brændvidde på 2800 mm, specielt da jeg på det tidspunkt ikke havde okularer med store synsvinkler. Derfor var det en befrielse at anskaffe en anden kikkert, som kun havde en brændvidde på 1400 mm, en ækvætorialt opstillet 203 mm Newton-kikkert. Den havde ovenikøbet motorstyring, så nu var det pludselig en leg at observere med flere hundrede ganges forstørrelse.
Denne 203 mm Newton fik jeg også bygget et observatorium til. Den kunne på hjul rulles væk fra kikkerten, så den stod alene tilbage. På denne måde kunne jeg være observationsklar i løbet af et kvarter.
I løbet af de 5 år, hvor jeg havde denne kikkert, fik jeg observeret adskillige hundrede deep-sky objekter, men også med denne kikkert måtte jeg erkende, at der var en grænse for, hvor mange flere objekter kikkerten ville kunne tilbyde mig. Jeg anskaffede mig derfor en mekanisk meget simpel kikkert, men en kikkert, som kunne samle meget mere lys ind, en 333 mm Dobsonian. Denne kikkert have desværre ingen motorstyring.
I 1985 flyttede jeg hjemmefra, og 203 mm kikkerten fik derfor lov til at stå mere og mere uberørt. Et års tid senere valgte jeg at sælge den og nedlægge observatoriet, og astronomien levede nu en særdeles kummerlig tilværelsen hos en person, som mere tænkte på karriere, at stifte familie og købe hus. I løbet af de næste 15 år lå hobbyen næsten fuldstændig i dvale, indtil der igen begynder at være energi til overs til at tænke på de mange vidunderlige oplevelser, der ligger og venter ude imellem stjernerne. I år 2002 begynder jeg så igen at observere.
Selvom en Dobsoninan på 333 mm samler meget lys ind, så gik jeg hele tiden og drømte om, at få den “ultimative” amatørkikkert. Det skulle være den største kikkert, som jeg praktisk kunne have stående og arbejde med, og så skulle den samtidig være af god kvalitet og have motorstyring. Af mange grunde faldt valget på en 20″ Obsession, som jeg så kunne gå i gang med at nyde observationer igennem fra august 2005.
Fornøjelsen ved at have denne kikkert har været større end jeg nogensinde havde drømt om. Og her tænker jeg ikke bare på det rent observationsmæssige, men i lige så høj grad på den praktiske brug med kikkerten. Alle detaljer på kikkerten er gennemtænkt til praktiske brug. Selvom kikkerten er stor, så er den hurtig at pakke ind i min stationcar, hvorefter jeg kan køre den, hvorhen det skal være. Den kan stilles op næsten hvor som helst, bare underlaget er nogenlunder hårdt. Selve kikkerten bruger strøm fra en transportabel 12 V akkumulator, så systemet er uafhængig af faste strømkilder.
Kikkerten kan herefter samles af een person på 15 minutter. Med samling af ledninger, 2 stjerne-alignment og spejl-kollimation går der yderligere 10-15 minutter, så på en halv time er man fuldt observationsklar. Vel at mærke et sted, hvor der er dejligt mørkt.
I Birkerød, hvor jeg bor nu, har jeg altid kikkerten stående fuldt samlet inde i et redskabsskur. Så er det kun nødvendigt at køre teleskopet nogle få meter ud, og efter 5 minutter er jeg principielt observationsklar ! Ofte holder kikkerten kollimationen fint fra gang til gang, men er skarpheden kritisk, så kollimeres der; og det gør jeg normalt altid.
En stor kikkert giver to klare optiske fordele : 1) man kan se svage ting, 2) man kan se små ting. Den sidste ting er ensbetydende med, at kikkerten kan forstørre meget før billedet optisk bryder sammen. Og dette faktum er i høj grad med til at gøre observationer med en stor kikkert til en helt speciel oplevelse. Observationer ved meget store forstørrelser er selvfølgelig meget følsomme over for vejret, men det kan det være en fantastisk oplevelse at kikke på en ulden planetarisk tåge ved 700-800 ganges forstørrelse med alle stjerner i feltet fuldstændig nålespidse. Den oplevelse er alle velfortjent.
For god ordens skyld opridses nedenfor de forskellige okularer, som har været brugt igennem tiderne til observationerne beskrevet på BaggerAstro :
|
Brændvidde |
Type |
Mærke |
Synsfelt |
Brugt i periode |
|
4 |
Orthoskopisk |
Unitron |
45 |
1977-1983 |
|
6 |
Orthoskopisk |
Unitron |
45 |
1977-1986 |
|
9 |
SYM.ACH |
Unitron |
45 |
1977-1986 |
|
12,5 |
Huygens |
H.M |
45 |
1977-1984 |
|
25 |
Ramsden |
Polarex |
45 |
1977-1984 |
|
16 |
? |
? |
57 |
1983-2004 |
|
20 |
Erfle |
Meade wide angle |
65 |
1981-2004 |
|
10 |
Plössl |
Clavé |
52 |
1984-d.d |
|
12 |
Plössl |
Clavé |
52 |
1984-d.d |
|
32 |
Erfle |
AstroMekanik |
65 |
1984-2004 |
|
5 |
? |
Vixen LV |
45 |
2002-2004 |
|
7 |
? |
Vixen LV |
45 |
2002-2004 |
|
8 |
Plössl |
televue |
50 |
2004-d.d |
|
13 |
Ethos |
Televue |
100 |
2008-d.d. |
|
15 |
Plössl |
Televue |
50 |
2004-d.d |
|
20 |
Nagler |
Televue |
82 |
2004-d.d |
|
31 |
Nagler |
Televue |
82 |
2004-d.d |
Okularerne er nævnt i kronologisk orden efter, hvornår de er købt. De med fed markerede okularer bliver stadig brugt i dag.
Sammen med de nævnte okularer har jeg også benyttet forskellige barlow-linser :
|
Forstørrelse |
Type |
Mærke |
Brugt i periode |
|
2,5X |
Barlow |
Televue |
1983-2004 |
|
2X |
Barlow |
AstroMekanik |
1984-2004 |
|
2X |
Powermate |
Televue |
2004-d.d. |
|
4X |
Powermate |
Televue |
2004-d.d |
Mine stjerneatlas igennem tiderne
Da jeg startede indenfor amatørastronomien for 30 år siden, så var Atlas of the Heavens tidens atlas (Antonin Becvar, 1963). Det tilhørende katalog indeholdt informationer om et par tusinde deep-sky objekter. Desværre plotter kortene kun stjerner til 6,75 størrelsesklasse, og det var derfor nødvendigt at supplerede med andre typer kort for at kunne bruges til at finde svagere objekter med. Jeg anskaffede mig derfor Atlas Borealis og Atlas Eclipticalis, som viser stjerner til et sted mellem 11 og 12. fotografisk størrelsesklasse. Desværre indeholdt disse kort kun stjerner, og det var derfor møjsommeligt at indtegne positionen på deep-sky objekter. Men fra 1983 og årene frem var det faktisk måden jeg arbejdede på. Da jeg ofte var på jagt efter objekter svagere end 12. størrelsesklasse, så kunne der selv med disse kort tit være tvivl om, præcist hvor et objekt rent faktisk lå.
Ved fremkomsten af Uranometria i 1987 i blev søgen efter svagere deep-sky objekter pludselig meget lettere. Dels indeholder kortene stjerner ned til 9,5 størrelsesklasse og har plottet alle væsentlige deep-sky objekter. Dels indeholder kataloget oplysninger på mere 30.000 deeps-ky objekter, hvoraf de 26.000 er galakser. Uranometria er et meget flot atlas, som jeg dog ikke mere benytter.
Igennem mange år var free-ware programmet Carte du Ciel mit foretrukne planeterie-program, og dette kan kobles sammen med mange forskellige typer af Go-To telescoper, bl.a. Obsession Telscopes.
I 2012 købte jeg database og planeterie-programmet SkyTools, som kom til at sætte en ny standard for min registrering af alle mine observationer såvel som støtte under alle fremtidige observationer. Grænserne for, hvad der kan observeres, udvides stort set til det uendelig med dette program, i hvert fald i.f.t. hvad man kan se igennem en 20″ kikkert. Alle Excel-lister på AstroBagger med observationsbeskrivelser er generede fra min SkyTools database.
Hvor svage objekter kan ses i en 20″ kikkert ?
Grænsestørrelsesklassen på min 20″ kikkert er ca. 17. størrelsesklasse, da jeg direkte har været i stand til et se stjerner ned til visuel størrelsesklasse 16m8. Man skal imidlertid ikke forledes til at tro at alting bare pludselig bliver meget klart og ligner alle de flotte fotos, som man ser i astronomibøger. Men tingene bliver mærkbare nemmere at se. Spiralstrukturen i galaksen M51 er svær at se i en 200 mm kikkert, men markant i en 500 mm kikkert. I det hele taget popper galakser frem i tusindtal på himlen.
Hvor svage objekter, der kan ses i en 500 mm kikkert afhænger helt af, hvor stort objektet er. Mit hidtil svageste deep-sky objekt er den planetariske tåge PK 55+2.1, som har en visuel størrelsesklasse på 15m8. Dens diameter er også kun 5″, og dens sås blot stjerneformet. På grund af den faldende overfladeklarhed vil større objekter være vanskeligere at se.