Messier 8, Lagoon-tågen set under dejlig mørke forhold

Det var en lejlighed, som jeg havde ventet på i flere år: at komme til at se og observere Lagoon-tågen under dejlige, mørke forhold i det sydlige Spanien ved stedet kaldet Calnegre. Her har jeg helt fri horisont mod syd og er kun generet af Aguilas, som ligger ca. 20 km mod sydvest. Her er dejligt mørkt, med min iPhone App Dark Skymeter målte jeg SQM 21,51, hvilket svarer til størrelsesklasse 6,8,s=1”5.

Fra det blev mørkt kl 21 og de næste 5 kvarter jeg fik så meget detaljeret lavet en tegning med UHC-filter. Jeg havde ingen forventninger om at se tågen bedre med OIII, men det viste sig faktisk, at konturerne i tågen stod skarpere og at jeg kunne se enkelte detaljere endnu klarere. Så indtil kl. 22:30 adderede jeg et par detaljer på min kladde.

Messier 8 set fra Spanien

Den centrale ”pind” tæt på den ene af de to klare stjerner i midten af tågen var meget klar. Syd for denne løb den ene kant af lagoonen som en klar og skarpt afgrænset tåge. Den modsatte lagoon-kant er også klar og både væsentlig længere og bredere på det klare stykke.

Nord for pinden løber en anden meget svag bjælke, som jeg kunne identificere mange gange, men som ikke sås hele tiden.

Aller nordligst lå den tredje, meget markante del af tågen som en slag ret svag diamant.

Efter intense observationer kom jeg til konklusionen, at der var tåge rundt om stjernerne i NGC6530. Man kan ellers let blive snydt af det klare lys fra stjernerne, men med OIII filteret var jeg ikke i tvivl længere, da dette dæmper stjernelyset og forstærket tågen. Til gengæld kunne jeg ikke se noget tåge i det store hulrum nord og nordøst for NGC6530.