1. Introduktion

Denne side handler om, hvordan du kan lave dine egne tegninger af astronomiske objekter. Når man observere visuelt kan det være en stor fornøjelse, hvis man også kan gengive det sete som en skitse eller en tegning. Det er dejligt at gense sine gamle observationer, og det kan være en god måde at kunne vise sine observationer frem for andre.

 

2. Simple tegninger

Jeg laver til stadighed både simple skitser med få streger og avancerede og meget detaljerede tegninger, som det kan tage timer og måske flere nætter at realisere. Hvorvidt det bliver det ene eller det andet kommer helt an på situationen og objektet. Simple skitser laver jeg af objekter, som ikke har mange detaljer, men dog alligevel har noget over sig, som man ikke ser andre steder. Det kan være en særlig form, som stjernerne i en åben stjernehob har; en lille, ubetydelig detalje i en galakse, som ellers virker helt ensartet; eller er særlig form en planetarisk tåge fremviser. Tegningerne nedenfor viser  eksempler på simple  tegninger lavet med en 508 mm kikkert.

NGC 1931, åben stjernehob med tåge	M78, tåge	NGC7128, åben stjernehob

Hvis en planetarisk tåge ligner en ensartet skive, men der ingen omkringliggende stjerner er af nævneværdig art, så er det nok ikke umagen værd at lave en tegning. Hvis tågen derimod ligger i mellem stjerner af varierende klarhed og synet virker meget 3-dimensionelt og spændende, så kan det være en ide at lave en tegning.

 

3. Komplekse tegninger

Objekter med mange detaljer kræver tid og tålmodighed;  Sådanne objekter giver  mulighed for, at man kan lave mere detaljere tegninger. På basis af en detaljeret skitse eller kladde, som jeg altid laver på hvidt papir ude ved kikkerten, så laver jeg ved førstgivne lejlighed en “original” tegning af objektet. Som regel er opgaven derved løst, men ved meget komplekse objekter kan det være en særdeles god idé at lave en kontrolobservation en følgende nat. Jeg sørger altid for at have originaltegningen (eller en kopi af den) med ude ved kikkerten, så jeg hér direkte kan sammenligne den “færdige” tegning med billedet i okularet. Jeg har ved flere lejligheder oplevet, at tegningen herved har skulle ændres i større eller mindre grad. Tegningerne nedenfor viser et eksempler på et objekte, som på denne måde har fået tilføjet og/eller ændret detaljer flere nætter efter den første observation.

---

Udstrækningen af diffuse deep sky objekter kan være meget svær og ofte umulig at definere helt præcist. Tegninger lavet visuelt vil derfor altid være forbundet med en vis form for subjektiv vurdering af form og udstrækning. Hvis man sammenligner med fotos taget af det samme objekt vil man ofte opleve forskelle, hvilket bl.a. skyldes af fotografiske sensorer ofte registrere fotonerne med andre bølgelænger end dér, hvor vores øje er mest følsomme (omkring 507 nm om natten).

 

4. Kladden ved kikkerten

Tegninger, hvor man kan se kanten af okularfeltet, giver en god fornemmelse for størrelsen af objektet. Start derfor med at tegne okularfeltet. Dette runde felt kan f.eks. tegnes med  toppen af en kop eller en lille skål. Med en passer kan man lave lige præcis den cirkel-størrelse, som man ønsker.

Stjernerne i feltet virker som naturlige fikspunkter, som deep sky objektet ses og måles i forhold til. Start med at tegne de klareste stjerner i hele feltet ind.  Tegn dernæst de svagere stjerner ind. De svage stjerner anvendes til mere præcise positions bestemmelser af objektets størrelse.

Ved selve deep sky objektet er det nemmest at starte med det helt klare og langsom få flere og flere svage eller små detaljer med. Bliv ved med at observere indtil du mener, at du har fået det hele med. Ofte kan man med tiden få øje på detaljer, som man ikke lagde mærke til i starten, specielt ved mellemstore eller store forstørrelser. Større forstørrelser giver en mørkere baggrund end lavere forstørrelser, som gør det nemmere at se svage ting.

 

5. Den nøjagtige tegning

Så snart det er muligt efter observationen, så lav en “original” tegning. Indtegn alle stjerner med en spids blyant og lav derefter deep sky objektet. Kunsten hér er at lave delene diffuse og utydelige, specielt de yderste egne. Det kan betale sig at bruge en halvblød blyantsstift, f.eks. HB 0,5 mm. Med et stykke fint sandpapir kan man gøre spidsen flad, så den tegner med fine nuancer og meget diffust.

Som tegnepapir kan man bruge alm. hvidt papir eller sort papir. Det er en fordel at vælge noget papir med en meget fin struktur. Almindeligt printerpapir kan godt bruges, men har en porestruktur efter det træ, som det er lavet af. En grov porestruktur bliver meget markant, hvis man efterfølgende vil skanne sin tegning ind, f.eks. til en hjemmeside.

Man man også anvende sort papir. Et eksempel på en person, som har lavet mange fine tegninger med sort papir og hvid blyant er Martin Schoenball. På hans hjemmeside kan man finde fyldige beskrivelser af, hvordan han laver sine fine tegninger.

 

6. Digitale tegninger

I vores digitale æra kan man få mange digitale tegneprogrammer. Det vigtigste er at få et program, som man efter lidt øvelse finder sig fortrolig med. Jeg brugte i en periode det enkle program MS Paint, som flere af tegningerne på BaggerAstro er lavet med.

Nu bruger jeg Photoshop til at lave detaljerede tegninger med. Det kræver en del øvelse, men programmet giver til gengæld gode muligheder for at tegne objekter, så de kommer til at se realistiske ud.

For at gøre tegnearbejdet præcist, så bør man bruge en tegneplade, som man kan købe for få hundrede kroner. Med sådan en kan man lave fine penselstrøg og i det hele taget tegne næsten som på et stykke papir.

Mange deep sky objekter ligger i Mælkevejs-områder, hvor der er mange stjerner. Personligt har jeg ikke nogen større interesse i at tegne stjerner, og derfor bruger jeg ofte digitale stjerner fra planetarieprogrammer som baggrundsstjerner i stedet for at tegne dem ind selv. Dels sparer man noget tid, dels bliver stjernerne placeret præcist og angivet med bedre indbyrdes klarhed end man manuelt kan gøre.

Kladde lavet ved kikkerten	Udsnit af stjerner fra Carte du Ciel	Tegningen i Photoshop

Kladden ved kikkerten laves ved, at man først indtegner alle klare stjerner. Dernæst tegnes så mange svagere stjerner ind i nærheden af objektet som muligt for at have et indtryk af, hvor svage stjerner man omtrentligt kan se.

Så bruges stjernerne i et planetarieprogram som baggrund for tegningen. Alle detaljer såsom koordinatsystem, afbildninger af deep sky objekter, ediketter fjernes, så kun stjernerne kan ses. Der zoomes passende ind; hér har f.eks. Carte du Ciel en funktion, så man præcist kan få vist okular-synsfeltet som en rød cirkel. Man justerer antal viste stjerner og hvor svage og små de vises på skærmen. Stjernerne roteres, så det svarer til, hvordan feltet så ud i okularet. . 

Endelig importeres stjernebaggrunden i Photoshop, og deep sky objektet tegnes med en blød pen.

I stedet for at lave stjernebaggrunden efter at man har lavet sin observation, så kan man selvfølgelig lave print fra sit planetarieprogram, som man tager med ud under kikkerten. Det er dog en klar fordel, hvis man på forhånd har et overblik over synsfeltets størrelse og hvor svage stjerner man kan se, og disse ting finder man somregel først ud af, når man sidder og observere objektet. Derfor er den min erfaring, at det ofte er nemmere bare at følge den ovenfor,  beskrevne teknik.

 God observations- og tegnelyst !