Komet C/2020 F3 Neowise

Komet Neowise var synlige et stykke tid hen over sommeren, men det var først i dagene 17-18. juli, at jeg fik lejlighed til at få et kik på den. 

Det lykkedes også at fange en række billeder af kometen. Det første er taget midnat imellem den 16. og 17. juli, se nedenfor. Kernen sås med det blotte øje ret klar og jeg kunne ane en svag hale op til måske en grad stik opad. I 7×50 prismekikkert var synet flottest og her sås en meget klar kerne og en hale på måske 2 grader. 

Det andet billede er taget et døgn senere. Denne nat sås en del lysende natskyer, hvillket var meget smukt sammen med kometen. Desværre var kometen blevet markant svagere på bare én dag. Kernen var visuelt ret svag og halen var meget svag, men stadigvæk omkring 1 grad lang. I prismekikkert var kernen ret klar og halen svag og stadig måske 2 grader lang.

Videoen nedenfor er optaget over 4 timer, startende kl. 23:22 Dst den 21. juli, klik på billedet for at downloade det. Man kan se kometens bevægelse i forhold til de bagvedliggende stjerner.

Dette er min første timelapse lavet som lidt mere seriøs deep-sky fotografering. Den er optaget med min Nikon D5600 med en zoom linse 18-200 mm ved 112 mm (F5,5) indstilling i manuel mode, 10 sekunder og 1600 ASA. Ved sammenligning med Sky Tools stjernekort kan jeg se, at det er lykkedes at fange stjerner så svage som 10,5. størrelsesklasse, hvilket jeg er særdeles positivt overrasket over.

Video : https://www.baggerastro.dk/wp-content/uploads/files/Video/Comet Neowise.MOV

 

 

M27 i et smukt lys

Det lykkedes over to aftener af få lavet en tegning af M27, Æbleskrogstågen. Tegningen er vist herunder, og i virkeligheden kunne jeg se en hel flere flere stjerner. Overordnet set er tågen virkelig et smukt og imponerende syn, selv uden brug af filtre. Her ses adskillige stjerner oven på tågen. I midten ligger en svagere centralstjerne, som kun kan ses uden brug af filtre.

Oplevelsen af selve tågen er bedst med et ultra high contrast (UHC) filter, hvor man fint kan skelne både de meget klare og de meget svage detaljer i tågen. Dette er også gengivet på tegningen. Med oxygen-III (OIII) filteret bliver hele tågen bare meget klar og de fine kontraster forsvinder. OIII-filteret er bedst til at spore de alleryderste dele af tågen.

Tågen består af to markante og meget klare, trekantede dele mod henholdsvis nord og syd, der vender spidserne imod hinanden. Ud fra den nordlige (nederste) del udgår i hver sin retning to, tynde, men ret markante (men svage) filamenter. Disse ligger i periferien af den store tåge, som har en oval, lidt fladtrykt form.

I de to områder imellem trekanterne ligger der nogle meget svage tåger, hvor den øverste (østlige) del er svag, hvorimod den vestlige er en del klarere. Hver af disse to områder flyder meget svagt ud igennem tågens periferi som vist på tegningen.

Der ligger en ejendommelig, separat og ret svag og let aflang tågeklat nær en stjerne mod SV. Den ligger lidt udenfor resten af tågen.

En kæmpespiral uden spiralarme !

Den 1. april lavede jeg den første observation, hvor M101 ikke forekom af særlig meget og var både lille og kun ”ret svag”. Til gengæld observerede jeg tre andre objekter tæt på som pirrede min nysgerrighed. Bagefter så jeg i SkyTools at dette sandelig er emissionståger i selve M101 !  Så skulle jeg ud og prøve igen !

Den 9. april observerede jeg M101 imellem kl. 22:05 og 23 DsT, hvor jeg lavede tegningen vist nedenfor. Det var en meget ejendommelig oplevelse ikke at kunne se nogen spiralarme i denne kæmpe-spiral. Selve M101 er ret svag og koncentreret. Til gengæld kunne jeg se hele 5 emmissionståger med nedenstående beskrivelser uden brug af filter.

  1. Til venstre lige nedenfor M101 : markant, lille og velafgrænset, svag og diffus.
  2. Lige under M101, meget svag, ret stor og aflang, lige ved stjerne.
  3. Til venstre lige over M101 : markant, velafgrænset, diffus og ret svag.
  4. Lige over M101: meget svag og meget diffus.
  5. Øverst i feltet: ret klar og markant.

Det specielle ved disse tåger var også, at de alle blev tydeligere med UHC-filter. En indikation på, at der var tale om emissionståger, der udsender lys i mere afgrænsede bølgelængdeområder.

Tegninger af M64 og M102

M64 set fra Birkerød. Selve galaksen er ret klar og har en klar central-“stjerne”, hvorimod de ydre egne er meget diffuse. Det karakteristiske øje var forholdsvis nemt at se.
Messier 102 set fra Birkerød. Galaksen var klar og havde en koncentreret midte. Dens ydre dele var dog temmlig diffuse.

Messier 8, Lagoon-tågen set under dejlig mørke forhold

Det var en lejlighed, som jeg havde ventet på i flere år: at komme til at se og observere Lagoon-tågen under dejlige, mørke forhold i det sydlige Spanien ved stedet kaldet Calnegre. Her har jeg helt fri horisont mod syd og er kun generet af Aguilas, som ligger ca. 20 km mod sydvest. Her er dejligt mørkt, med min iPhone App Dark Skymeter målte jeg SQM 21,51, hvilket svarer til størrelsesklasse 6,8,s=1”5.

Fra det blev mørkt kl 21 og de næste 5 kvarter jeg fik så meget detaljeret lavet en tegning med UHC-filter. Jeg havde ingen forventninger om at se tågen bedre med OIII, men det viste sig faktisk, at konturerne i tågen stod skarpere og at jeg kunne se enkelte detaljere endnu klarere. Så indtil kl. 22:30 adderede jeg et par detaljer på min kladde.

Messier 8 set fra Spanien

Den centrale ”pind” tæt på den ene af de to klare stjerner i midten af tågen var meget klar. Syd for denne løb den ene kant af lagoonen som en klar og skarpt afgrænset tåge. Den modsatte lagoon-kant er også klar og både væsentlig længere og bredere på det klare stykke.

Nord for pinden løber en anden meget svag bjælke, som jeg kunne identificere mange gange, men som ikke sås hele tiden.

Aller nordligst lå den tredje, meget markante del af tågen som en slag ret svag diamant.

Efter intense observationer kom jeg til konklusionen, at der var tåge rundt om stjernerne i NGC6530. Man kan ellers let blive snydt af det klare lys fra stjernerne, men med OIII filteret var jeg ikke i tvivl længere, da dette dæmper stjernelyset og forstærket tågen. Til gengæld kunne jeg ikke se noget tåge i det store hulrum nord og nordøst for NGC6530.

 

Cat’s Eye, Kattens Øje eller NGC 6543

Så lykkedes det at få lavet en tegning af den flotte planetariske tåge NGC 6543, som lige nu står højt på himlen i Dragen. Selv i små kikkerter er denne planetariske tåge spændende at kikke på, og i 20 tommer Obsessionen (508 mm) er den forbløffende flot at kikke på. Den viste tegning er lavet ved 644X over to nætter, som jeg godt kan lide at gøre for at kunne verificere tegningen ude ved okularet. Ofte fører dette til nogle smårettelser, som det også gjorde i dette tilfælde.

Interessant nok, så er tågen helt klart flottest UDEN brug af nogen filtre (UHC eller OIII). Disse filtre fremhæver som regel de planetariske tåger, men i dette tilfælde gjorde de blot tågen så klar, så alle detaljer inde i tågen blev helt udvaskede. Samtidig forsvinger centralstjernen, så det samlede, æstetiske udtryk forringes.

To to viste arme var meget markante og den nederste (vestlige) havde en skarp kant nedadtil. Hullet omkring den markante centralstjerne var let ovalt og synes at have flere detaljer rundt om sig, men dette var ekstremt svært at se. Aller yderst sås en meget diffus og svag ydre skal rundt om hele tågen. Tågen som helhed var meget klar og jeg kunne uden problemer kikke direkte på den.

Ny liste over observerede planetariske tåger

Det er nu lykkedes at få opdateret listen over observerede planetariske tåger. Den har ikke været opdateret siden sommeren 2013, så der er kommet en hel del nye objekter med. Listen indeholder nu samtlige observationer, som jeg har foretaget af planetariske tåger i Danmark, hvilket vil sige over 550 alt i alt.

Alle observationer er registrerede i en SkyTools database. Desværre kan denne database ikke automatisk skelne imellem, hvorvidt man har set objektet eller ej, den registrerer blot en beskrivelse. Derfor er det nødvendigt manuelt at optælle alle ens positive såvel som negative observationer. Lidt af en tidsrøver. Den gode nyhed er, at jeg nu er oppe på 272 positive observationer i Danmark. Jeg har også forsøgt at se 110 tåger, som jeg må give betegnelsen “negativ”. Endelig er der en lille restgruppe på 6 tåger, som jeg ikke kan sige om de er positive eller negative. Der er typiske tale om objekter, som er set under ringe forhold, hvis objekter f.eks. har været på vej ned i naboen carport eller vejrforholdene ikke har været optimale. De kræver simpelthen gen-observation for at det kan be -eller afkræftes hvorvidt tågen kan ses.

Det er ikke tit, at jeg rapporterer mine observationer, hvilket jeg beklager. Det hænger sammen med to ting. For det første er de tiloversblevne objekter, som jeg mangler at observere, som regel (meget) svage og små og derved også relativt uinteressante; der kommer f.eks. ikke mange tegninger ud. For det andet er langt hovedparten af observationerne efterhånden negative observationer; jeg kan simpelthen ikke se objektet. De sidste år har det været et psykologisk overvindelse at skulle observere, når der blev mindre og mindre sandsynlighed for overhovedet at se et nyt objekt.

Jeg har for nylig rundet 10 år på mit projekt “hvor mange planetariske tåger kan man se fra Danmark”. Efter at have prøvet igennem flere år, så er jeg kommet til den konklusion, at de planetariske tåger skal have en størrelsesklasse angivet i SkyTools før objektet overhovedet kan ses. Dette gælder både PK og PN-navngivne tåger. Hvis dette gælder generelt, så er der færre end 10 planetariske tåger tilbage, som jeg endnu ikke har kikket efter; så enden på projektet er efterhånden rimelig nær.

 

Et par galaksegrupper

Denne sæson er blevet afrundet med et par tegninger af to fine galaksegrupper, begge beliggende i Virgo.

NGC4273-Group

NGC4762-group

Den første gruppe har den aflange NGC4273  og 12,3 størrelsesklasse galakse som hovedgalakse. Rundt om den ligger NGC4268, NGC4281 og NGC4270 som henholdsvis ret svag til ret klare naboer.

Den anden gruppe består blot af NGC4762 med en klarhed på 11,1 og NGC4754 på 11,5. De sås begge ret klar i 20″ Obsessionen igennem et Ethos okular.

En positiv aften !

Vejret er jo ikke ligefrem “himmelråbende” i denne tid, så derfor var det en ekstra fornøjelse for en sjælden gang skyld at kunne se hele 4 planetariske tåger positivt. Det lyder måske ikke af meget, men i betragtning af, at jeg den senere tid næsten er nået til enden af mit kæmpeprojekt, “Hvor mange planetariske tåger kan man se fra Danmark”, så er det ikke så ringe endda.  To af de fire tåger er endda af særlig karakter, som jeg vil forklare i det følgende.

Allerførst ville jeg atter en gang forsøge at kikke efter den ekstremt lille planetariske tåge PK065-27.1 (Peace 1), som ligger lige op og ned ad M15. Tågen har en klarhed på kun 14,9 og en diameter på kun 1 buesekund, så principielt ville den kun kunne ses som en stjerne. Jeg havde på forhånd afskrevet mig muligheden, da jeg tidligere har prøvet at se den uden held, men jeg blev klogere, da jeg benyttede de to typer tågefiltre, som jeg har, UHC og OIII.

Denne aften brugte jeg det samme papirkort fra Blackskies.com med flere fotos over området, og jeg var meget overrasket over, at tågen direkte poppede frem mod mig ved brug af filtre! For at sige det lige ud, så var den med både UHC og OIII decideret markant, selvom den i begge tilfælde var “svag”. Jeg tør ikke sige, om den kan ses uden filter, men det var filtrene, som gjorde forskellen, for med dem blev det voldsomme mylder af stjerner fra M15 så kraftig blændet ned, at P1 kunne spottes. P1 sås tydeligere end de omkringliggende stjerner med UHC, men med OIII var der ingen tvivl om dens herkomst. En speciel oplevelse.

Det næste objekt, som jeg observerede, var NGC40. Den stod højt på himlen mod nord i Cetus og er så klar som 10,7 med en diameter på et bueminut. Den sås da også som en stor tåge, der med og uden filtre var ret svag. Pudsigt nok var tågen flottest uden filter og med næsten 400X, hvor der tydeligt sås en markant “arm” mod  SØ. Den sås med en klar centralstjerne og en hel del klare stjerner i området, som dog ikke er med på tegningen, som er vist nedenfor.  Billedet var ikke særlig godt med OIII, og tågen sås klarest med UHC, men armen var mindre markant.

NGC40

 

Brasilien, opsummering

Nu sidder vi desværre tilbage i varme Danmark og puster oven på en fabelagtig tur til Brasilien. Rent astronomisk blev blev det også en kæmpeoplevelse, som jeg kort vil opsummere nedenfor.

Selvom en stor del af vores tur foregik imens det var fuldmåne, så lykkedes det at få 5 perfekte deep-sky nætter til sidst på turen. Inden da havde jeg udnyttet de flotte, men månefulde nætter til at identificere hele 14 nye og sydligere stjernebilleder, som jeg ikke tidligere havde set. Efterfølgende fik jeg så yderligere set 10 nye, så der mangler ikke mange før alle himlens stjernebilleder er set, måske 10 i alt.

Deep-sky nætterne var fantastiske, for jeg havde også lejlighed til at observere fra meget mørke forhold, specielt i Pantanal, hvor der var ufatteligt mørkt. Kontrasterne imellem de lyse og mørke bånd i Mælkevejen er et syn for guder, og det blev ikke bedre af, at den centrale del af Mælkevejen stod lige over hovedet på een !

Visuelt var det sjovt at se det Sydlige Kors, og Kulsækken lige ved siden af var bare sort !

I den medbragte 70 mm prismekikkert (zoom fra 12x til 30x) fik jeg observeret 35 deep-sky objekter, hvoraf langt hovedparten var åbne stjernehobe. Her skal særligt fremhæves NGC2516, NGC3114 og NGC3532, som alle var meget smukke og betagende; ikke mindst fordi de indeholdt mange stjerner med henholdvis 50, 90 og 150 stjerner i !

Eta Carina-tågen er et helt nummer for sig selv, og jeg nøjedes med at få en smagsprøve på den. Den er absolut en tegning værd, men med den relativt begrænsede tid, som jeg havde til rådighed, så ville jeg hellere observere andre objekter i stedet.

Det lykkedes at få set den Lille Magellanske Sky (som en svag tåge), og jeg havde planlagt at observere til solopgang på vores sidste nat i Bonito (den 23. juli) for bl.a. at forsøge at se den Store Magellanske sky. Desværre spillede vejrudsigten mig et puds og i stedet for let skyet, så blev det et heftigt tordenvejr. Så den mulighed må vente til en anden god gang.