Cirrus skyer eller aurora ?

Mandag den 25/3 var jeg ude for at kikke på stjernehimmelen med særlig fokus på muligt aurora på nordhimlen. I starten kl. 21:50 var der mod nord-nordvest en markant, trekantet sløring, som havde en meget markant retning pegende skævt opad. Nedenstående første video viser forløbet indtil kl. 21:57. Billederne er taget med et Nikon D5600 med et 18-200 mm objektiv ASA1600 og 10 s. eksponeringstid.

Den næste video viser forløbet mod nord i tiden 22:04 til 22:16, hvor det mest af nordhimlen på et tidspunkt var dækket af et tyndt slørlag. Det varede minutter imellem at det kom og sidenhen forsvandt igen. Som det ses havde baggrunden en gullig farve og der optræder en slags skyggeeffekter igennem de farvede områder.

Den første “film” viser nogle relativt farveløse filamenter, som stikker opad, typiske “fjer”, som cirrusskyer har pegende opad. Den anden film har en stor masse bevægende sig i samme retning som de første filamenter, så det er sandsynligvis også bare et tyndt lag cirrus.

De gange, hvor jeg har set aurora har det altid i et eller andet omfang været med grønne eller røde farver, og det har altid været dynamisk bevægende rundt i et område. Igen taler det for, at det som blev set kun var cirrusskyer.

M108 fremviser detaljer

Det er ikke så nemt at se detaljer i galakser, men Messier 108 er een af dem.Som det ses af tegningen nedenfor, så er denne galaksen temmelig langstrakt i det. Selve galaksen er ret klar men dog temmelig diffus. Den helt centrale dele ligner en ret klar stjerne, og der ses en anden svagere stjerne mod øst (opad mod ventre). Endnu længere ude i samme retning sås et andet objekt, som ved første øjekast var stjernelignende. Men ved nærmere eftersyn var dette objekt lidt diffust, og jeg antager derfor at der er tale om fortykkelse i galaksen eller en kæmpe-emissionståge. 

Mod vest sås en meget svag klumnp adskildt fra centrum.