Komet C/2020 F3 Neowise

Komet Neowise var synlige et stykke tid hen over sommeren, men det var først i dagene 17-18. juli, at jeg fik lejlighed til at få et kik på den. 

Det lykkedes også at fange en række billeder af kometen. Det første er taget midnat imellem den 16. og 17. juli, se nedenfor. Kernen sås med det blotte øje ret klar og jeg kunne ane en svag hale op til måske en grad stik opad. I 7×50 prismekikkert var synet flottest og her sås en meget klar kerne og en hale på måske 2 grader. 

Det andet billede er taget et døgn senere. Denne nat sås en del lysende natskyer, hvillket var meget smukt sammen med kometen. Desværre var kometen blevet markant svagere på bare én dag. Kernen var visuelt ret svag og halen var meget svag, men stadigvæk omkring 1 grad lang. I prismekikkert var kernen ret klar og halen svag og stadig måske 2 grader lang.

Videoen nedenfor er optaget over 4 timer, startende kl. 23:22 Dst den 21. juli, klik på billedet for at downloade det. Man kan se kometens bevægelse i forhold til de bagvedliggende stjerner.

Dette er min første timelapse lavet som lidt mere seriøs deep-sky fotografering. Den er optaget med min Nikon D5600 med en zoom linse 18-200 mm ved 112 mm (F5,5) indstilling i manuel mode, 10 sekunder og 1600 ASA. Ved sammenligning med Sky Tools stjernekort kan jeg se, at det er lykkedes at fange stjerner så svage som 10,5. størrelsesklasse, hvilket jeg er særdeles positivt overrasket over.

Video : https://www.baggerastro.dk/wp-content/uploads/files/Video/Comet Neowise.MOV

 

 

Komet ISON næsten forsvundet

Komet ISONs  tætte kontakt med solen den 28. november blev også næsten dens endeligt med solen.  I timerne inden og under den tætte kontakt blev ISON næsten fuldstændig tilintetgjort, så kun en tæt og næsten “død” central klump overlevede.

Desværre betyder dette også, at det visuelle og spektakulærer syn, som alle havde håbet på, med sikkerhed ikke bliver til noget. Ifølge amerikanske oplysninger mister kometen lige nu meget hurtigt sin klarhed, og spørgsmålet er, om den overhovedet vil kunne ses visuelt i december fra Danmark når den kommer frem fra solens klare skær.

Sådan finder du komet ISON

Komet ISON 2012 S1 vil vise sit potentielle højdepunkt de næste uger når den svinger ind tæt forbi solen og måske overlever den ekstremt tætte kontakt med solen den 28. november. 

For at finde kometen kan du benytte de medfølgende kort, som viser kometens placering før perihelion og efter perihelion fra Danmark. Kortet indeholder et koordinat-system med 5×5 graders afstand imellem hver linie.


 

I tabellen nedenfor finder du nyttige informationer om kometen. For hver morgen er angivet det optimale observationstidspunkt, position, klarhed, diameter, graden af mørkhed (darkness) og hvor let kometen er at se i en Celestron 11 eller tilsvarende størrelse kikkert. Kolonnen yderst til højre angiver grafisk højden over horisonten.

 


 

Komet ISON nærmer sig hastigt solen

Jeg fik observeret komet ISON kl. 5:47 til 6:15 med min 20″ Obsession, og jeg var overrasket over, at den havde flyttet sig helt over i sydøst og kun befandt sig 16 gradre oppe. Det er godt at Obsessionen er så transportabel, for jeg var nødt til at flytte den over til lige ud for vores carport, hvor jeg meget sjældent observere fra. Herfra kunne jeg se hen over nogle høje træer ved Sjælsø-engene.

Kometen selv var ret klar til klar, men dens hale var med 83X en skuffelse. Den var nemlig kun svag til meget svag. Tegningen viser, hvordan den så ud. Målt efterfølgende på tegningen var halen 10’ lang.

Komet ISON udvikler sig meget langsomt

Her til morgen havde jeg lejlighed til ved selvsyn at konstatere, at komet ISON C/2012 S1 udvikler sig meget langsommere end de hidtidige prognoser har forudsagt. I 20″ Obsessionen ved 198X var kometen ret klar og havde en markant, koncentreret kerne. Ned igennem synsfeltet strakte sig en svag hale på ca. 5 bueminutter, jo ikke ligefrem en stor hale.

Men kometen bliver spændende at følge de kommende uger, hvor den nærmer sig den usædvanlig tætte passage med solen den 28. november. Specielt i ugen før og dagene efter kan kometen blive udfordrende og svær at følge, men der er en vis chance for, at kometen efter passagen med solen udvikler en lang hale.

De nyeste prognoser fra 1. november (hentet fra SkyTools) angiver, at klarheden er faldet kraftigt siden sidste opdatering for blot 3 uger siden. De seneste data er angivet nedenfor.

Dato Størrelsesklasse Diameter
1. november 8,9 5,0
15. november 6,6 6,7
2. december 4,1 7,5
15. december 6,2 11,6
1. januar 2014 6,2 11,6

 

 

Avnø-træf: Uranusmåner, supernova og zodiakallys blandt sæler og skrigende gæs

Avnø-træffet anno 2013 blev i mere end én forstand horisont-udvidende rent astronomisk. Den forgangne week-end samledes vi omkring 25 optimistiske amatørastronomer til det årlige astro-træf på Avnø naturcenter, et unikt naturreservat beliggende på den nu nedlagte flyvestation Avnø. Flyvestationen blev nedlagt i 1993 og kontroltårnet er i dag udsigtsrum med en fantastisk udsigt over hele området. Herfra kan man i en 20×80 kikkert se de mange sæler, som ligger og slanger sig i de lave vand på en sten.

I løbet af lørdagen gik vi en tur ned til vandet for at se nærmere på sælerne, som man dog stadig er flere hundrede meter væk fra. Havørnen er også en yndet gæst hér, men i år så vi ikke noget til den. Til gengæld var der hundredvis af gæs og en enkelt tårnfalk blev det også til.

Lørdag formiddagen havde jeg selv æren af at fortælle om mit projekt med planetariske tåger i Danmark. Du kan finde et link til præsentationen her. Der blev stillet mange gode spørgsmål undervejs, og jeg havde for sjov skyld udprintet beskrivelserne af samtlige mine +400 observationer på A4-ark og klistret dem op på et A0-ark (14 i alt).

Efter frokost fortalte Tom Axelsen om sin spændende blog ”Grib Stjernerne”. Tom fortalte med stor entusiasme om sine ideer med bloggen og om det helt særlige ved at foretage visuelle observationer med simple midler. Tom skriver meget levende og interessant på sin blog, så følg med i den.

Niels Haagh var stedfortræder for Michael Rask, som desværre var blevet syg; han fortalte om sin kommercielle kikkertmontering, Track The Stars, som er virkelig nem og hurtig at tage i brug. Desuden kom han ind på brugen af Fastar-optikken til Celestron-kikkerter, som kan konvertere optikken til en superhurtig F/2, ideelt til astrofotobrug.

Vejrudsigten tegnede desværre ikke godt for hele week-enden, men rent faktisk kom lørdag nat alligevel til at blive en rigtig god nat. Det begyndte at klare op over kl. 21, og det gik meget hurtigt, så det var helt skyfrit og fantastisk klart. Og dette sted er bare MØRKT. Først på aftenen målte jeg SQM til 21,58, svarende til størrelsesklasse 6,8.

Vi kikkede blandt andet på Uranus,  og her kom aftenens første overraskelse : Uranus-måner. Set for første gang i mit liv. De var faktisk synlige lige så snart vi vendte kikkerten mod Uranus ved 198X, men de blev mere markante ved 396X. Tom kunne faktisk se alle fire vist på kortet fra SkyTools, men jeg var ikke med sikkerhed i stand til at skille Umbriel fra Uranus. Ariel sås bedst med Uranus i synsfeltet, hvor månen var ekstrem svag. Titania var relativt svær at se, hvorimod Oberon var let. De fire måner havde følgende klarheder denne nat:

 

Oberon 14,1
Titanie 13,9
Ariel 14,4
Umbriel 15,0

Så gik vi over til at kikke på et andet interessant objekt, M74. Ved 83X kunne man meget svagt se noget spiral-struktur. Det egentlige interessante ved denne galaksen var den supernova, som den i øjeblikket fremviser. Den var overraskende klar, men SkyTools angiver den også til størrelsesklasse 13m4. Dette var første gang i mit liv, at jeg så en supernova.

Omkring kl. 24:30 gik jeg ind og sov indtil kl. 04, hvor jeg så stod op igen for at forsøge at se komet ISON. På det tidspunkt var det så blevet helt overskyet igen, men ude på pladsen mødte jeg standhaftige Niels Haagh og  Flemming Andreassen, som havde været oppe lige indtil da !  de kunne fortælle mig, at det havde været godt vejr indtil et kvarter før jeg stod op,  så vi var alle optimistiske m.h.t. at det ville klare op igen. Og det gjorde det ! 

Kl. ca. 4:45 blev det meget pludseligt helt skyfrit igen, og så fandt vi meget hurtigt frem til området omkring komet ISON 2012 S1. Jeg så den lige med det samme i synsfeltet, da jeg kikkede med 83X. Her så jeg et stort rundt og ret svagt, centrum med en diameter på en hel tommelfingerbredde. Ved at gå op til 198X trådte en svag hale frem, som gik nogle få bueminutter ned mod nordvest. Den gik ned til omkring den 9. størrelseklasse stjerne, som sås i synsfeltet.

Selve kometen bevægede sig i øvrigt ret hurtigt på himlen. I løbet af den halve time eller mere, som det tog mig at lave en tegning, havde den tydeligvis flyttet sig mod nordøst.

Omkring kl. 5:30 mente jeg, at det begyndte at lysne i øst. Niels Haagh mente nu bestemt ikke, at det allerede kunne begynde at blive lyst på dette tidspunkt. Og så kom jeg i tanke om, at det måtte være zodiakal-lyset, som vi stod og kikkede på. Og det blev mere og mere markant; det var tydeligt mørkere både syd for og nord for, og det stod i en kæmpe-mæssig trekant i øst skævt opad mod sydøst,  op til 25-30 grader over horisonten.  Et imponerende syn fra vores eget solsystem; dette var første gang, at jeg så dette fra Danmark.

Så det var en yderst tilfreds herre, der gik i seng omkring kl. 06.  Sidst på natten målte jeg i øvrigt SQM til 21,81, svarende til størrelsesklasse 7,0, så der var det virkeligt mørkt.

Vi sluttede af søndag formiddag efter morgenmad og oprydning. Tak til arrangørerne for et meget veltilrettelagt og hyggeligt astro-træf.

Komet ISON endeligt set visuelt

Så lykkedes det endeligt at få den omtalte komet ISON 2012 S1 at se visuelt. Ifølge SkyTools kataloget skulle den være 8m7 og have en diameter på næsten 3 bueminutter, men den var faktisk ret svag og ikke helt nem at se i 20 tommer Obsession-kikkerten ved 198X. Centralt sås en stor, diffus kugle med en diameter på omtrent halvanden bueminut. I midten af denne sås en koncentreret, lidt spids midte med en svag hale pegende mod nordvest.

Lige foran kometen sås ejendommeligt nok en lille bitte galakse. Dette var PGC 28008 med en klarhed på 14m9.

Observationen blevet lavet på Avnø Naturcenter natten til søndag den 6. oktober.

 

Glæd dig til komet ISON

Komet ISON C/2012 S1 har potentiale til at blive een af de flotteste og klareste komet vi har set i mange år. Kometen blev opdaget af to russere i 21 september 2012 (Vitali Nevski (Vitebsk, Belarus) og Artyom Novichonok (Kondopoga, Rusland), International Scientific Optical Network (ISON) near Kislovodsk, Russia), og lige nu befinder den sig i en bane  indenfor  Mars. Fra sidst i august har den været så klar, at den har været synlig i de største amatørastronomiske kikkerter med en klarhed på 12m5 og en diameter på 30″.

Nedenstående kort viser, hvor kometen befinder sig i løbet af de kommende måneder.

Nedenfor kan du se, hvordan kometens klarhed udvikler sig hver 14. dage. Kometen kommer tættest på solen den 28. november i en afstand af blot 1,1 million kilometer fra dens overflade.  Specielt disse dage bliver kometen klar (omkring -6. størrelsesklasse), men den er udfordrende at se p.g.a. den lille afstand til solen. Samtidigt er det vanskeligt at forudsige, hvordan kometens klarhed vil udvikle sig efter mødet med solen, så det gælder bare om at forsøge at kikke løs !

Nedenstående skema er adapteret fra SkyTools med banedata fra 1. november.

Dato Størrelsesklasse Diameter
1. november 8,9 5,0
15. november 6,6 6,7
2. december 4,1 7,5
15. december 6,2 11,6
1. januar 2014 6,2 11,6

 

Følg nyheder igennem Sky & Telescope på www.Skypub.com/ison

Se andre nyheder om kometen : Comet ISON News

Komet ISON hos NASA: Hubble Heritage Project

Se følgende link for flere detaljer med baneelementer.

 

 

 

Panstarss tæt på M31

Denne aften stod komet Panstarss, der nu har størrelsesklasse 5,5 omkring 3 grader fra Andromedagalaksen, M31. Fotoet viser kometen lidt under midten med M31 som en svag tåge lidt til venstre for kometen.

Tegningen viser kometens udseende i en 114 mm Newton ved 25X. Her var den ret svag med en hale på næsten en halv grad.