1 Hvad er et deep sky objekt ?
3 Hvilken kikkert er bedst egnet til deep sky observationer ?
4 Valg af okularer og forstørrelse
7 Planlæg observationerne på forhånd
8.2 Hvor svage deep sky objekter kan man se ?
9 Betydningen af en mørk himmel
1. Hvad er et deep sky objekt ?
Deep sky objekter (engelsk af ”dyb himmel”) er som regel opfattet som de objekter, som ligger uden for vores solsystem, deraf navnet ”deep”, som f.eks. stjernehobe, tåger og galakser. Selvom betegnelsen er engelsk, så har vi ikke et tilsvarende udtryk på dansk.
2. Valg og brug af stjernekort
For at komme i gang med at se og observere deep sky objekter, så er det en god idé at lære stjernebillederne at man, i hvert fald hvis man ikke har GO-TO på sin kikkert. Derudover skal man have nogle gode stjernekort.
Der findes mange forskellige typer af stjernekort, som er egnede til brug ved identifikation af deep sky objekter. Det kan anbefales at anskaffe et kort, der giver et godt overblik over himlen og det sted, hvor man vil søge efter et objekt. Et lamineret kort, der tåler dug og har en stor, overskuelig flade, er et godt valg, f.eks. Will Tirions atlas. Der findes også flere stjernekort på dansk, f.eks. Politikens bog om astronomi, men de viser ikke så svage stjerner, typisk kun dem, som man kan se med det blotte øje.
Man skal ikke forvente at finde objekter, der er meget svagere end de svageste stjerner på det kort, som man benytter. Derfor bør man bruge et detail-kort efter at man først har lokaliseret det område, hvor objektet cirka ligger. Uranometria er en udmærket mulighed. En anden mulighed er dog også at benytte computer-baserede stjernekort, som både har fordele og ulemper i.f.t. papirbaserede kort. De kan være sværere at overskue, og man kan ikke tilføje kommentarer på dem. Til gengælg har de andre fordele, såsom variabel zoom, orientation efter synsfeltet i kikkerten, og ikke mindst næsten ubegrænsede mængder af stjerner og objekter. Nedenfor er vist et eksempel på stjernerne omkring den planetariske tåge NGC 6894, som har en klarhed på 12m3 og en diameter på 55”. Det første kort viser stjerner til 10,3. størrelsesklasse (næsten det samme som Uranometria). Læg mærke til de røde cirkler, som angiver forskellige størrelser synsfelter, den ydeste 6 grader i diameter, svarende til synsfeltet i en søgekikkert. Det andet kort viser stjerner til 14,5. størrelsesklasse og kun den inderste, røde cirkel fra det første kort ses.
Flere computerbaserede stjernekort kan gratis hentes på Internettet, såsom Carte du Ciel eller CNebula. Specielt Carte du Ciel, som der er vist et eksempel på ovenfor, har den fordel, at det kan downloades med ekstra stjernekort, så man kan se stjerner helt ned til 18. størrelsesklasse plus hundredetusindevis af deep sky objekter. Nok til observationer resten af ens liv !
3. Hvilken kikkert er bedst egnet til deep sky observationer ?
Alle typer af kikkerter kan bruges til deep sky observationer, ja selv med det blotte øje kan man se en håndfuld deep sky objekter ! På den anden side kan man også sige, at visse typer af kikkerter er mere alsidige til deep sky observationer end andre.
Da deep sky objekter normalt har en vis udstrækning på himlen, så er det en fordel at vælge en kikkert med relativ kort brændvidde i forhold til kikkerten diameter. Kikkertens F/forhold, som er forholdet mellem brændvidde og diameter, kan med fordel være mellem 4 og 10.
Der findes både meget store og meget små deep sky objekter. Åbne stjernehobe, emissionståger, mørke tåger og galakser kan være flere grader store og kræver derfor så lav en forstørrelse som muligt. Den største planetariske tåge er Helix-tågen (NGC 7293) med en diameter på en kvart grad, men ellers varierer disse tåger i størrelse fra bueminutter og helt ned til ganske få buesekunder. Sådanne små gnallinger er derfor specielle ved at kræve så stor en forstørrelse som overhovedet muligt af kikkerten, og her er en kikkert med en lang brændvidde at foretrække.
4. Valg af okularer og forstørrelse
Ved observation af deep sky objekter kikker vi på udstrakte objekter, og disse nydes bedst ved kik igennem et vidvinkelokular, hvor så meget som muligt af det omkringliggende område ses. De moderne typer af vidvinkelokularer med synsfelter på 70 til 82 grader er bygget specielt til deep sky observationer (igennem meget kortbrændviddede kikkerter), og hvis man har råd til sådanne okularer, så venter der en en masse uforglemmelige oplevelser.
Ud over at sådanne okularer er dyre, så tegner de ikke lige så skarp i midten af synsfeltet som ikke-vidvinkelokularer, da de har op til 6 optiske elementer og mange optiske overgange indbyggede. Hvis ens observationer kræver god skarphed til observationer ved høje forstørrelser, så bør man i stedet bruge okularer med færre optiske elementer som f.eks. plössl okularer, som stadig har et passende synsfelt på ca. 50 grader.
Okularets forstørrelse findes som forholdet mellem kikkertens brændvidde og okularets brændvidde, altså
Forstørrelse = Kikkert-brændvidde divideret med okular-brændvidde.
Eksempel : ens kikkert har en brændvidde på 1000 mm og man har et okular med 25 mm brændvidde. Altså er forstørrelsen 1000/25=40X.
Så jo kortere brændvidde okularet har, jo større forstørrelse opnår man.
Når man er på jagt efter deep-sky objekter, så er den en fordel at starte søgningen og observationen ved lav forstørrelse. Dels er det nemmere at finde objektet, dels er det en god idé først at få et godt overblik over objektet, som i visse tilfælde kan fylde betragteligt i synsfelt, selv ved lav forstørrelse. Forsøg dernæst at gå op i forstørrelse. Svage detaljer og stjerner ses bedre ved forøget forstørrelse, fordi himmelkontrasten forbedres. Kontrasten forbedres, fordi det grå lys fra himlen spredes ud over 4 gange så stort et areal, hvis man går 2 gange op i forstørreæse. Der er dog en naturlig, maksimal forstørrelse, som ens optik kan håndtere før billeder begynder at bryde sammen. Denne ligger på 45-50X per tommes diameter, d.v.s. 350-400 X for en 8”.
5. Søgekikkerter
Mange, moderne kikkerter har den såkaldte GO-TO funktion, som gør dem i stand til selv at finde hen til et givet objekt. Men det er slet ikke nødvendigt med sådan udstyr for at kunne finde deep sky objekter på himlen. Hvad enten ens kikkert har GO-TO eller ej, så skal man have en god søgekikkert.
En god søgekikkert bør have et synsfelt på mellem 5 og 7 grader og tegne skarpt helt ud til kanten. Det hjælper med et trådkors, der viser placeringen af centrum. Søgekikkerten skal være nem at justere i.f.t. hovedkikkertens optiske akse.
Kan ens hovedkikkert bære det, så er det en stor fordel med to søgekikkerter, en med et synsfelt på 5-7 grader og ens med et synsfelt på 2-3 grader. Nummer 2 søgekikkert kan have en større diameter end den første og med det mindre synsfelt kan man præcist se placeringen af svagere objekter.
6. Brug ventetiden fornuftigt
Det kan være nok så frusterende som amatørastronom at skulle leve med det danske vejr. Når det så en sjælden gang imellem bliver godt vejr, så bør man også kunne arbejde på en nem og hurtig måde med sin elskede hobby. Hvis det ikke er nemt, så mister man hurtigt lysten til at kunne rykke ud med kort varsel og nyde den korte stund, hvor vejrguderne er med een.
Det er jo meget passende at bruge den lange ventetid imellem sine observationer til at gøre ens udstyr så nemt som muligt at arbejde med. Hvis muligheden er der, så kan man lave et observatorium til sit kikkertinstrument. Det vil spare en for en masse flyttebesvær hver gang instrumentet skal bruges, og der skal ikke bruges tid på at kikkerten blive tempereret.
Hvis der ikke er mulighed for at bygge en observatorium, så kan en fast opstilling ude i ens have spare for at bære en tung montering frem og tilbage.
7. Planlæg observationerne på forhånd
Det kan være en god ide at planlægge sine observationer på forhånd. Hvis man bruger stjernehop-metoden til at finde objekter efter, så er det en fordel at udvælge objekter, der ligger tæt hinanden på himlen. Kataloger over deep sky objekter kan bruges som udgangspunkt for udvælgelsen.
Når det endelig bliver stjerneklart, så vil man måske gerne kikke på planeter, dobbeltstjerner eller små planetariske tåger. Dette er alle typer af objekter, som kræver en rolig luft. Man kan få et hurtigt indtryk af lufturoen ved at kikke på en klar stjerne i nærheden af horisonten. Hvis der er meget lufturo, så blinker stjernen mere eller mindre hurtigt (ved høj frekvens). Hvis luften er mere rolig, så vil stjernen blinke mere stille og roligt (ved lavere frekvens). At stjernen blinker stille og roligt er dog ingen garanti for, at vejret er godt til høje forstørrelser. De såkaldte jet-strømme kan nemlig let ødelægge en ellers fin aften. Derfor er det en god idé at checke for forekomsten af disse på denne hjemmeside.
Hvis det er godt vejr inden det bliver helt mørkt, så kan man forberede så meget af sit udstyr i tusmørket, inden man kan begynde seriøse observationer. Optikken har altid godt af at stå og komme i balance med omgivelsernes temperatur. Selv en halv grads temperaturforskel mellem kikkertrør eller spejl og omgivelserne vil give sig udslag i vandring af luft hen foran ens optik. Det giver igen anledning til uro i billedet. Hvis man defokusere et lysstærkt objekt ved højere forstørrelse, så vil man på den ene side af fokus få et billede af lufturoen inde i kikkerten, og på den anden side af fokus vil man få et billede af lufturoen i atmosfæren.
Okularerne har også godt af at stå ude en time inden brug, så de kommer i termisk balance med udeluften.
8. Selve observationen
Det er vigtigt, at man altid føler sig godt tilpas under sine observationer. Kulden skal holdes på afstand med fornuftigt, varmt tøj, om vinteren f.eks. med termotøj, hue og gode vanter. Det kan være en idé at benytte kemiske varmepuder, som man putter ned i ens vanter. De kan hjælpe med at holde fingrene varme i et par timer. Samtidig er det meget vigtigt, at man har godt fodtøj på, fordi man hele tiden har kontakt med den kolde jord. Gå ind og hold ”varmepauser” (varm fødder og støvler op), hvis det er rigtigt koldt.
Man skal sidde eller stå behageligt i.f.t. okularet og kunne slappe af mens man observerer. Samtidig bør man placere sine okularer og stjernekort, så de er nemme at komme til fra okularet og så man ikke vader rundt i dem !
Endelig skal man forsøge at undgå al form for lys ind imod ens øjne. Dette er særlig vigtigt, hvis man benytter filtre til sine observationer. Dette har to grunde. For det første bliver billedet igennem et filter næsten sort, så for overhovedet at se noget skal al udenomslys elimineres. For det andet reflekteres alt forureningslys på bagsiden af filteret direkte ind i øjet på een. På grund af disse forhold kan det være en stor fordel at tage en hætte over hovedet, når man bruger smalspektrede filtre.
8.1. Notater om observationer
Både for een selv og andre kan det være en idé at notere ens observationer ned. Det er selvfølgelig smag og behag, hvor meget man vil skrive ned, men følgende ting kan være en hjælp :
- Objekt navn eller nummer
- Dato
- Kikkert og forstørrelse
- Observationsforhold (vejr og klarhed med det blotte øje)
- Beskrivelse af objekter : klarhed, størrelse, specielt udseende, lav evt. en tegning.
Klarheden af et objekt er selvfølgelig en subjektiv vurdering, men den følgende kvantificering kan måske alligevel være en hjælp til, hvordan klarheden kan defineres :
- Ekstrem klar : ses ekstremt klart indirekte og meget klart direkte
- Meget klar : ses meget klart indirekte og tydeligt direkte
- Klar : ses uden problemer direkte
- Ret klar : kan lige akkurat ses direkte
- Ret svag : kan lige akkurat ikke ses direkte
- Svag : ses hele tiden indirekte
- Meget svag : ses regelmæssigt indirekte
- Ekstrem svag : ses kun en gang imellem indirekte (på kanten af det synlige)
8.2. Hvor svage deep sky objekter kan man se ?
Det tager ca. 45 minutter før man er normalt mørkeadapteret, men skal man forsøge at måle sin kikkert grænsestørrelsesklasse eller kikke efter ekstremt svage objekter, så er det en god ide at vente endnu længere. Teoretisk set kan man se deep-sky objekter, der er lige så svage som grænsestørrelsesklassen på ens kikkert. I praksis ligger grænsen dog 1 og snarere 2 størrelsesklasser fra kikkertens grænsestørrelsesklasse. De mindste deep sky objekter (typisk meget fjerne, planetariske tåger) er ikke mere end nogle få buesekunder store, og kan derfor regnes som næsten punktformige. I praksis har alle deep sky objekter dog en vis udbredelse, og det er derfor mere passende at snakke om et objekts overfladeklarhed, som defineres som klarheden divideret med størrelsen i kvadratbueminutter.
Det kan være en fordel at blande sværhedsgraden af de objekter, som man har tænkt sig at observere, så der altid er sikkerhed for at få noget i ”kassen”. Ønsket om udfordringer kan sagtens skifte fra aften til aften, bare man er opmærksom på ikke at skuffe sig selv.
9. Betydningen af en mørk himmel
Det er nemt at forstå, at man ikke kan se så svage objekter på en himmel, der kun viser stjerner ned til 5. størrelsesklasse frem for på en himmel, hvor man kan se 6. størrelseklassestjerner. Dette betyder imidlertid ikke, at man ser een størrelserklasse mindre på den dårligere himmel i en kikkert. Problemet med en lys himmel er, at kontasten i billedet forringes, således at objekter med en vis udstrækning bliver sværere at se.
10. Brug af filtre
Desværre generer lysforureningen flere og flere mennesker, som gerne vil kikke stjerner. Her kan brugen af forskellige typer af filtre være en stor hjælp. Der kan købes filtre til næsten ethvert behov, men grundideen ved filtrene at fjerne uønsket lys og derved forbedre kontrasten i billedet.
Når man observere med de meget smalspektrede filtre slipper der så lidt, spredt lys igennem, at synsfeltet bliver meget mørkt, for ikke at sige sort. Lyset fra det objekt, som man er interesserede i at se, slipper til gengæld næsten 100 % igennem. Dette giver en enorm kontrastforøgelse, som gør at objekter, der uden filter er usynlige, pludselig bliver til at se.
11. Kampen mod dug
Hvis luften har en passende høj fugtighed og den afkøles, så vil bittesmå dråber kondenseres og falde som dug igennem luften. Dette kan være meget generende for linsen i en refraktor, korrektorpladen i en Smidt-cassegrain eller sekundærspejlet i en newton. Duggen kan helt eller delvist reduceres ved at montere en dughætte foran optikken eller opvarme bagsiden af sekundærspejlet på en newton med svag varme fra varmetråde. Man kan også reducere duggen ved at observere et sted, hvor underlaget er tørt og f.eks. forsøge at holde sig væk fra fugtigt græs.