Observationer generelt
Een ting kan siges generelt om visuelle observationer af planeterne : Det er en god ide at være tålmodig ! De evige bevægelselser i atmosfæren gør, at billedet af planeten kun en gang imellem står helt skarpt og stille og roligt, så man tydeligt kan se detaljerne. Man skal simpelthen sidde og vente på disse rolige øjeblikke. Efter et stykke tid ved okularet danner man sig efterhånden et bedre og bedre overblik over planetens overflade og detaljerne.
Hvis man har mod, så kan man overveje at nedfælde sine iagtagelser på et stykke papir. Det er en meget tilfredstillende måde at notere sine observationer på, som man sidenhen kan tage frem. Under observationer under den åbne himmel laver man en skitse, som ligner planeten så godt som muligt. Indtegn først grove detaljer såsom bælter og store detaljer. Fortsæt så med mindre og mindre detaljer.
Merkur
Da Merkur ligger tæt på solen, kommer den sjældent 10 grader over horisonten, så overhovedet at se den kan faktisk være lidt af en udfordring. Da den samtidig maksimalt får en diameter på 12 buesekunder, så har planeten ikke visuelt meget at byde på. Den lave placering betyder, at lufturoen tværer billedet ud, så man skal være tilfreds, hvis man kan se den lille skive. Hvis forholdene er gode, så kan man forsøge at se, at Merkur har faser.
Venus
Venus er sammen med Jupiter solsystemets mest markante planet, ja faktisk er det den planet, som kan lyse allerklarest op : -3,4. størrelsesklasse.
Venus kommer væsentlig længere væk fra solen og højere op på himlen end Merkur gør, og man kan ved disse lejligheder se dens skiftende faser og beundre den op til 60 buesekunder store diameter.
Selv i små kikkerter kan man se, at Venus’ terminator ikke er helt skarp p.g.a. dens skyede atmosfære. Til gengæld er det yderst vanskeligt (hvis ikke umuligt) at se detaljer i dens sky-dække. Enkelte amatørastronomer har rapporteret om detaljer set igennem et ultraviolet filter.
Mars
Man er somregel ikke i tvivl om, hvor Mars er henne på himlen, for den kan lyse med en helt speciel rødlig eller orange farve. Dens kraftige lys kan dog godt foranledige een til at tro, at den har en mange detaljer at byde på, hvilket den i mange tilfælde ikke har !
Desværre bliver Mars aldrig større end 25 buesekunder i diameter. Og værre er det, at den at den af rent geometriske grunde aldrig vil kunne ses med denne store diameter under favorable forhold i Danmark. Dens stærkt elliptiske bane rundt om solen betyder samtidig, at den kun opnår en størrelse på 25” hver ca. 25 år !
Der opstår ofte større eller mindre støvstorme på Mars. De kan være så omfattende, at alle overfladedetaljer bliver mere eller mindre usynlige i uger eller måneder. Sommetider kan man også se dis ved morgenterminatoren eller mod den ene af polerne.
De forskellige detaljer på Mars kan fremhæves ved brug af farvefiltre. En almen kontrastforbedring fås ved brug af orangefiltre. Skyer og dis kan ses bedre med blå-filtre. Men vær opmærksom på, at der findes mange varianter at vælge imellem.
Da Mars er en lille planet og har en fast overflade, så er det en fordel at bruge så stor en forstørrelse som muligt efter hvordan vejret tillader det. Ved 200X eller mere i en 200 mm kikkert kan man på en rolig nat få nogle uforglemmelige oplevelser.
Jupiter
Jupiter er klart den planet, der har flest og mest varierende detaljer at fremvise. Som gasplanet er den konstant under forandring, og selv i en 60 mm kan man ved øvelse se fine detaljer ved 100X
Den op til 45 buesekunder store diameter betyder, at man kan se detaljer selv ved relativ lav forstørrelse. For bedre at skelne detaljerne er det dog en fordel at bruge mellem f.eks. 150X og 200X i en 200 mm kikkert.
Den Store Røde Plet (SRP) har igennem flere hundrede år haft sin faste plads på den sydlige kant af SEB. Undertiden er pletten næsten usynlig, til andre tider meget markant og mørk, ja endda med en rødlig nuance. Selvom pletten dog undertiden er næsten usynlig, så kan man altid se dens ”hule”, for den danner et markant hak ind i SEB.
Da jeg observerede Jupiter intenst i 1980’erne var der en række, små ovale, hvide pletter synlige i det Sydlige Temperede Bælte (STB). Over årene smeltede disse pletter sammen, og til sidst forsvandt de helt !
I dag er der dukket en ny plet op i det samme område, som kaldes Small Red Spot. Den ligner en mini-udgave af den Store Røde Plet. Den er dog meget svær at observere, da den er lille.
Med uregelmæssig mellemrum optræder der pludseligt meget mørke detaljer inden i SEB eller NEB. Sådanne mørke områder kan over flere uger udvikle sig til kæmpe ”forstørrelser” inde i bælterne, som får en stor del af bæltet til at formørkes.
I stedet for tegninger af hele planetens overflade, så kan man tegne såkaldte ”strip sketches”, eller strimler af detaljer. Et eksempel er vist herunder. På denne måde kan man tegne detaljerne, som de så ud præcis da de passerede meridianen og man behøver ikke bekymre sig om den fortegning, som planetens kugleform vil give detaljerne når de ligger øst eller vest for meridianen.
Jupiters måner
De fire klare måner Io, Ganymedes, Calisto og Europa er et helt kapitel for sig. Med regelmæssige mellemrum bevæger de sig ind foran Jupiter. De lysende måner kan somregel følges et lille stykke ind over kanten, som er mørkere end midten af skiven, men efterhånden forsvinder de i de kraftige lys fra Jupiter. Afhængig af jordens, solens og Jupiters indbyrdes placeringer, så vil månen ofte kaste en skygge på Jupiters overflade, som kan være meget markant og synlig i selv en 60 mm kikkert.
Undertiden kan man også opleve, at månerne bliver skjult (okkulteret) og Jupiters skygge. P.g.a. månernes langsomme bevægelse tager det ofte flere minutter for dem at bevæge sig ind i eller ud af skyggen, og disse fænomener kan også følges i selv små kikkerter. Tiderne for sådanne hændelse kan opsøges i almanakker.
Saturn
Saturn er også en gasplanet, men på trods af de smukke ringe, så er selve planetskiven kun halvt så bred som Jupiters. Ydermere varierer skydækket ikke synderligt, så man skal ikke forvente sig meget af Saturn. Det er faktisk meget vanskeligt at se detaljer på dens overflade, så nyd de smukke ringe og forsøg at se nogle af de mange måner, som planeten har.
| Måne | Klarhed |
|---|---|
| Titan | 8m7 |
| Rhea | 10m5 |
| Tethus | 10m6 |
| Dione | 10m8 |
| Iapetus | 11m5 |
| Enceladus | 12m1 |
| Minas | 13m3 |
| Hyperion | 14m6m |
Cassinidelingen mellem ring B og C ringene er synlig i selv en 60 mm kikkert. I det yderste af ring C befinder Enches deling sig, men denne deling er meget vanskelig at se og kræver ikke bare et trænet øje, men også helt rolige vejrforhold og en god kikkert.
Synligheden af månerne afhænger meget af deres placering i.f.t. skiven på Saturn. Størrelsesklasserne på månerne er angivet i tabel 1, men den stærkt lysende Saturn betyder, at de er sværere end man skulle fra ud fra størrelsesklasserne angivet. Titan er så klar, at den kan ses i en 60 mm kikkert, og med øvelse kan man se 3-4 måner i en 100 mm, 5 måner i en 300 mm og 6-7 måner i en 500 m.
Uranus
Med Uranus hopper vi pludselig over i en liga af planeter, som sammen med Neptun og Pluto ikke umiddebart er til at se på samme måde som de øvrige planeter tættere på solen. Kun hvis man befinder sig en mørkt sted kan man lige akkurat skimte Uranus med det blotte øje, da den har en størrelseklasse på 6m3.
Dens overflade gør heller ikke meget natur af sig med sine kun maksimalt 3,7” diameter. Man kan dog tydeligt skelne skiven i en lille kikkert ved moderat forstørrelse. Farven på skiven er blå-grøn.
Neptun
Neptum er både svagere (8m4) og mindre end Uranus, og med sine maksimalt 2,3” diameter skive skal man ikke forvente at kunne se andet et en lille, farveløs skive.
Pluto
Pluto er jo officielt ikke mere en planet, men en dværgplanete. Af historiske og kulturelle grunde kan den nu alligevel være sjov at forsøge at se. Man skal dog have en fri sydhorisont, for Pluto kommer maksimalt 17 grader over horisonten i Danmark. Da planeten samtidig er af 14. størrelsesklasse, så skal man ud over en mørk himmel minimalt bruge en 200 mm kikkert. Da dens diameter er 0,14” vil den altid ses stjerneformet.