Så er sæsonen skudt i gang

Så lykkedes det at få skudt sæsonen i gang. Fredag aften (2. august) pakkede jeg 20″ kikkerten i bilen og kørte til Uggeløse vest for Farum, en tur på blot 15 minutter fra Birkerød. Det var dejligt at konstatere, at kikkerten fungerede som den skulle efter at den havde stået ubrugt nogle måneder.

Helt mørkt nåede det aldrig helt at blive på stedet, men det var alligevel mørkt nok til at jeg seriøst kunne  fortsætte min jagt på planetariske tåger langt mod syd. Fem tåger lykkedes det at kikke efter imellem kl. 23:20 og 01:45, hvor jeg igen pakkede sammen. Desværre var der en relativ konstant, kraftig vind, som på trods af de 19 graders varme hele natten, kølede een ned. Vinden var også en medvirkende årsag til den kraftig lufturo tæt på horisonten. Seeingen var ikke bedre end 5 buesekunder, hvilket er usædvanligt dårligt; det betød også, at de små planetariske tåger, som jeg kikkede efter, ikke kunne ses som andet end udtværede stjerner. Ligegyldigt om de havde en lille, bitte skive eller ej, så ville den ikke kunne skelnes fra stjernernes spredte lys.

En enkelt kugleformet hob (NGC6638) og hele 5 planetariske tåger (PK006-4.1, PK007-6.2, PK014-7.1, PN G006.3-04.6  og PN G013.7-10.6) fik jeg kikket efter. Alle disse objekter lå 6 til 10 grader over horisonten. Undtagen PN G0063.-04.6 lykkedes det faktisk at se alle de planetariske tåger ved typisk 198X forstørrelse. Bare rolig, fremover har jeg ikke tænkt mig at nævne alle de planetariske tåger, som jeg forhåbentlig kommer til at kikke efter denne sæson; dette er blot for at give dig en smagsprøve på, hvordan jeg arbejder.

Så det var en god start på sæsonen.

Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *